©  Foto:

Troldeskoven - Danmarks ældste fyrreskov

Troldeskovens krogede og knortede gamle skovfyr kan dateres helt tilbage til 1700-tallet. Når du bevæger dig rundt i skoven, får du en følelse af at være med i et eventyr. 

Troldeskoven er en del af Tisvilde Hegns vestlige del, som strækker sig fra Tisvildeleje langs kysten til Asserbo Plantage. De ældste fyrretræer stammer fra de sidste år af 1700-tallet, og man mener, at de mærkværdige former skyldes en kombination af vinden og angreb af fyrviklerlarver.

En af Tisvilde Hegns største attraktioner

Troldeskoven blev fredet for over 100 år siden og er i dag en af Tisvilde Hegns største attraktioner. Troldeskoven ligger bag ved den vidtstrakte strand mellem Tisvilde og Liseleje. Det er spændende at gå på oplevelse blandt de mange fantasifuldt formede træer, og det er ikke svært at forestille sig hvorfor denne del af skoven bærer navnet Troldeskoven.

Fyrretræerne blev angrebet af larver

Der er mange fantasifulde historier om hvordan og hvorfor træerne ser ud som de gør, men som langt de fleste ting i denne verden, findes der en rationel forklaring: Troldeskoven er et unikt eksempel på en række omstændigheders indvirkning på hinanden. Fyrretræerne er på et tidspunkt i 1800-tallet blevet angrebet af Fyrreviklerens larve, som lever af at udhule nåle, skud og knopper på træerne.

Forvredne former

De nye skud og grene bliver derfor bløde og bøjelige. Den kraftige vind fra Kattegat har sandsynligvis formet de unge grene og skud, mens de har været bøjelige, hvorefter træerne er forvredet i de forvredne former som vi ser i dag. Den magre jordbund har sandsynligvis haft en negativ indflydelse på træernes helbred, således at skadedyrsangrebene har været ekstra kraftige og en større udstrækning end normale angreb.

For at bevare Troldeskoven fjernes nye selvsåede træer, så de gamle skovfyr kan leve så længe som muligt.

En del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Troldeskoven og Tisvilde Hegn er en del af Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Nationalparken dækker 263 km2 og er den næststørste i Danmark med søer, skove, moser, klitter, strandenge, og UNESCO verdensarv med Kronborg Slot og Parforcejagtlandskabet i Hillerød

Det kan du se i området omkring Troldeskoven

  • Harehøjene - Tre gravhøje med en flot udsigt
  • Enebærdalen og Bangs sten - Kuperet og åbent naturområde
  • Torup - den forsvundne landsby - Landsbyen, der forsvandt i slutningen af 1500-tallet
  • Asserbo Slotsruin - Voldgraven og de gamle ruiner af klosteret fra 1100-tallet kan stadig ses 
  • Helenekilde - Ifølge sagnet skyllede Helene i land, og en kilde sprang frem på stranden

Se Naturstyrelsens pdf-kort over Troldeskoven og Tisvilde Hegn

Cykling og naturlejrplads i Tisvilde Hegn

Både Troldeskoven og Tisvilde Hegn er yndede områder at cykle i. Det store område, gode stier og de sjovt formede træer gør turen til en oplevelse. Du kan både køre mountainbike og almindelig cykel i skoven. Bliver turen lang er der mulighed for at hvile eller overnatte på naturlejrpladsen.

Sådan kommer du til Troldeskoven

  • Med offentlig transport: Tag lokaltoget fra Hillerød station mod Tisvildeleje. Stå af på endestationen, så ligger skoven cirka ti minutters gåtur væk.
  • Med bil: Der er flere parkeringspladser at vælge mellem ved Tisvilde Hegn og to steder, kan du køre i bil ind i skoven. For at komme til Troldeskoven, kan du parkere ved Asserbo Slotsriun, ved Tisvildeleje Strand, eller ved Stængehus strand. Alle steder skal du selv gå det sidste stykke gennem skoven. Se Naturstyrelsens folder over Tisvilde Hegn. Her finder du en signaturforklaring med blandt andet parkering og skovstier, du må køre på.