Vidare till innehåll
©  Foto:

Tothavens besøgsgård

Nær det gamle fiskerleje Kikhavn ved Hundested, ligger den hyggelige lille besøgsgård Tothaven, med skoven i baghaven og Kattegat i forhaven. 

Velkommen til den hyggelige familie besøgsgård Tothaven.

Besøgsgård

På den gamle bondegård er der malkegeder, ponyer, æsler, uldgrise, kunekunegrise, mokusænder, løbeænder, kalkuner, honningbier, høns, kaniner og katte. Der er altid mange søde dyreunger at kæle med, og de unge engagerede dyrepassere hjælper jer og fortæller gerne om dyrene. Her kan I opleve gården og dyrene i jeres eget tempo. Vær med når gederne bliver malket, hop i halmen, slap af i hængekøjerne under lindetræerne, spis jeres madkurv i haven, nyd en is, kaffe eller et stykke hjemmebagt kage i den lille café. 

Mejeri

Tothaven har også sit eget lille gård mejeri, hvor der produceres håndlavede pindeis og oste af mælken fra gårdens malkegeder. Smag på isen, osten og de andre hjemmelavede lækkerier i caféen og gårdbutikken. Læs mere om mejeri på gården.

Gårdbutik

Den lille selvbetjenings gårdbutik ved vejen, er åben alle dage hele året fra solopgang til solnedgang. Her kan du købe ost, is, æg, gedemælkssæber og bivokscreme.

Åbningstider

Tothaven er åben alle weekender, helligdage og skoleferier kl 14-17 fra påske til efterårsferien. (Mandage i sommerferien er der dog lukket).  

Entré til besøgsgården

Kr. 50.- (Børn under 2 år: gratis). En træktur på en af gårdens ponyer: Kr. 20.- Du kan ikke medbringe din egen hund hos Tothaven pga. de mange fritgående dyr.