Vidare till innehåll
©  Foto:

Hundested Sandskulpturfestival

Fra 18. maj til 22. oktober fylder Hundested Sandskulptur Festival endnu engang havnen i Hundested med smukke sandkunstværker formet af kunstnere fra hele verden. Mere end 700.000 gæster har gennem årene sat deres fodaftryk i sandet omkring festivalens forunderlige skulpturer, og i år venter endnu et fantastisk program med kunst og underholdning for store og små.

Hundested Sandskulptur Festival åbner dørene igen i 2023. Årets tema: Der var engang.

Slip kreativiteten løs

Hundested Sandskulptur Festival blev begyndt med ønsket om at skabe en attraktion, der kan give liv på den lokale havn – med udkig til verden. Arrangementet er både sjovt og inspirerende, og udover at du kan se kunstnernes mesterværker, er der også mulighed for at afprøve egne evner som sandskulptør.

På festivalens store børneområde kan hele familien udfolde kreativiteten med aktiviteter som sandformning, sandmaleri og skattejagt. Når det er tid til en pause, kan I nyde en medbragt madkurv på en af festivalens mange indendørs- og udendørspladser eller lægge vejen forbi den hyggelige Café Skipperstuen, der byder på alverdens lækre forfriskninger

Det biver igen en storslået omgang sand

Oplev den ganske særlige kultur attraktion på den driftige havn, hvor sandskulptører, heriblandt flere verdensmestre, skaber monumentale og forgængelige kunstværker i særklasse af gyldne sandkorn.

Oplev kunstnerne arbejde med skulpturerne

I de første åbningsdage kan du følge med i opbygningen af årets sandskulpturfestival. Gå ikke glip af denne helt specielle oplevelse, når du får indblik i den kunstneriske proces med at skabe de store sandskulpturer. Kunstnerne arbejder dagligt fra kl. 10-12 og 13-17.00.

Festivalen er både sjov og inspirerende, og der er rig mulighed for at skabe sin egen sandskulptur. På festivalpladsen kan børn og barnlige sjæle udfolde kreativiteten med forskellige aktiviteter og fordybe sig i sandet. Caféen byder på forfriskninger, mens ungerne hygger sig i sandkassen.

Friskbrygget kaffe, lækre kager, is, øl, vin og vand, souvenir, postkort m.m. På festivalområdet findes borde, bænke og overdækket terrasse. Madkurv kan medbringes.

Praktisk information

  • Periode: 18.maj - 22. oktober 2023.
  • Betalingskort: Vi tager imod Dankort, Visa og de gængse betalingskort.
  • Billetpriser: Se hjemmeside for priser

Aktiviteter for hele familien

Både inde og ude findes et kæmpe børneområde, hvor hele familien kan slå sig løs med forskellige aktiviteter.

  • Sand: Afprøv dine evner som sandskulptør
  • Sandmaleri: Skab fantastiske sandmalerier på de opstillede glasborde med sand
  • Film: Gense kunstnernes arbejde i en video, der følger processen dag for dag
  • Skattejagt
  • Der kan købes is, øl, vand, kaffe m.m. i cafeen
  • Madkurv kan medbringes.
  • På festivalområdet findes der ude/indendørs siddepladser
  • Hunde er velkomne, men skal holdes i snor.

Tema 2023: Der var engang

"Der var engang et lille sandkorn, der ønskede sig at blive til noget ganske særligt. Livet i grusgraven var blevet noget så kedeligt. Men så en dag kom en kæmpemæssig gravko forbi, og tog sandkornet og mange ligeså med til en driftig lille havneby, hvor begavede kunstnere fra hele verden klappede, børstede, penslede og formede de gyldne sandkorn i de mest fantastiske formationer. Og en skøn forårsmorgen, da solens stråler varmede det lille sandkorn, kiggede det ned af sig selv og så, at det i sandhed var forvandlet.

Som en gylden tåre i øjenkrogen af en vaskeægte prinsesse skinnede det lille sandkorn om kap med solen, mens eventyrlige fortællinger viskede i vinden på Hundested Havn. Det lille sandkorn var kommet i det allerfineste selskab blandt verdensberømte eventyr og historiefortællere. Og tror du mig ikke, så kan du se det med dine egne øjne på årets sandskulpturfestival på Hundested Havn."

Isefjordsbilletten

Tur/retur færgebillet Rørvig-Hundested for gående + entré til Sandskulpturfestivalen. Se hjemmeside for priser. Billetten kan KUN købes ved færgens billetsalg i Rørvig og gælder KUN for passagerer fra Rørvig siden af.

Share your wonders: