©  Foto:

Særlige smagsoplevelser hos Mangholms jord til bord restaurant

Oplev Mangholm jord-til-bord restaurant, hvor sæsonens råvarer, den smukke Nordsjællandske natur, unikke smagsoplevelser og æstetisk skønhed går op i en højere enhed.

Mangholms Jord til Bord Restaurant inviterer dig til at smage deres egen produktion af madvarer såsom kød, æg, frugt, grøntsager, krydderurter og spiselige blomster. Menuen er baseret på sæsonens udvalg og ændres hver uge.

I perioden fra april til december byder Mangholm velkommen i deres unikke, nænsomt renoverede gamle staldbygning og skønne udendørs terrasse, omkranset af den smukke staudehave og med udsigt over egne marker og det vidunderlige, Nordsjællandske, bakkede landskab. Her inviteres du på helt særlige smagsoplevelser, direkte fra jord til bord. 

Reserver dit bord i god tid

Da restauranten har begrænsede antal pladser, anbefales det at gæster, der ønsker at spise i restauranten bestiller bord i god tid. Booking foretages på: www.mangholm.dk

Friske og økologiske råvarer

Chefkok Philipp Lindner er ansvarlig for restauranten og tilbereder retterne med friske råvarer, der høstes samme dag. Han serverer maden på en jordnær og hyggelig måde i de smukt restaurerede omgivelser af en gammel kostald, hvor man kan se dyrene græsse på markerne, den stemningsfulde gårdsplads og blomsterhaven.

Philipp Lindner er meget opmærksom på råvarernes friskhed og kvalitet. Philipps kokkehjerte banker inderligt  for det nære samarbejde mellem grøntsagshaven, naturen og køkkenet og alle de unikke muligheder det skaber for at tilberede en masse fantastiske og helt særegne måltider til jer. 

Philipp er oprindelig fra Tyskland, hvor han er uddannet. Efter nogle år som kok indenfor fine dining i Tyskland og Schweitz, valgte han at tage sin kokkekarriere videre til Danmark, hvor han har arbejdet i nogle meget spændende køkkener, bl.a. Restaurant Jordnær i Gentofte og som køkkenchef hos La Banchina i København. 

Hvad er Mangholm

Mangholm ligger helt unikt placeret midt i Nationalpark Kongernes Nordsjælland mellem Gribskov og Arresø, der er nogle af de største  naturområder på Sjælland. Her danner Mangholm en vigtig grøn korridor, hvor naturen og vildtet frit kan færdes, da gårdens jorde forbinder de to landskaber.

Mangholm er et familiedrevet, 100 % økologisk og selvejet landbrug drevet af Tine, der i 10 år har arbejdet med det alsidige, regenerative landbrug, dyrehold, naturpleje og biodiversitet og her brænder for at formidle om natur, mad, kvalitet og bevaring af den levende kulturarv hun og familien aktivt tager del i.