Her er din næste getaway: Blåmuslinger, glaskunst og sandskulpturer i Hundested

Foto: Nikolaj Danielsen

Inviter din partner eller veninde til Hundested og oplev autentisk fiskermiljø og kreativt kunstnerliv i havnebyen på det nordlige Sjælland. Spadsér rundt blandt skulpturerne i Hundested Sandskulptur Park, nyd elegant glas- og smykkekunst på havnen og spis klassikere i vandkanten.

1. Se de skulpturelle værker i Hundested Sandskulptur Park

Vi er vant til, at en skulptur er lavet i bronze eller stål - og derfor holder i århundreder. I Hundested Sandskulptur Park er de enorme skulpturer imidlertid lavet af stampet sand, og når sæsonen slutter, ophører de også med at eksistere.

Når I går rundt mellem de fængslende og ofte rørende værker i sand, oplever I derfor et øjebliksbillede. Det er forgængelighed i sin reneste form, det er ikke andet end naturligt materiale, og I mærker suset ved at opleve noget smukt og betagende for sin sidste gang. 

For selvom Hundested Sandskulptur Park vender tilbage år efter år, er skulpturerne aldrig de samme.

En hest svæver afsted i denne sandskulptur i Hundested Sandskulptur Park

De betagende skulpturer bliver lavet i sand og findes kun i sæsonen på Hundested Sandskulptur Park. Næste år afløser nye værker de gamle.Foto:Nikolaj Danielsen

2. Glassets elegance hos Backhaus Brown

Hos glaspusteriet Backhaus Brown ser I, hvad glaskunst kan, når det bliver håndteret af dygtige, visionære hænder. Når I går ind i “smedjen” bliver I mødt af den smukke kunst: Glasskåle, vaser, glas, de særlige vikingeskibe m.m.. Og så kan I opleve, hvordan genstandene bliver til, for i midten af det hele, puster kunsthåndværkerne glasset i det åbne værksted.

Læs også: Hundested & Lynæs - autentiske byer med charme og kant

Den smukke glaskunst er udstillet i glaspusteriet Backhaus Brown i Hundested

Besøg Backhaus Brown og Bendix Copenhagen, hvor I kan opleve glas- og smykkekunst hos de dygtige kunsthåndværkere.Foto:Nikolaj Danielsen

3. Bendix Copenhagen laver smykkekunst på havnen

Ved siden af Backhaus Brown ligger smykkebutik og -atelier Bendix Copenhagen. Læg havnens rå fiskeristemning bag jer og træd ind i et sofistikeret univers af guld og diamanter. Selve butikken er en oplevelse i sig selv: Møbler og pynt er nøje udvalgt, der er mørke farver på væggene og rene linjer - og et stort Knud Rasmussen-vægmaleri på endevæggen. Smykkerne er håndlavede og af højeste kvalitet.

4. Besøg kunsthåndværkerne i Kajgaden

Nu kan I gå tilbage til Kajgaden (med Hundested Sandskulptur Park), hvor butikkerne og ateliererne ligger side om side i de lave barakker. Spadser gennem gaden og gå på opdagelse i kunsthåndværkernes skatte. Der er arbejdende værksteder, lokale designbutikker, kafferisteri, tøj og briller.

Læs også: Oplev det pulserende havnemiljø på Hundested havn

En tjener er klar til at servere i morgensolen på terassen udenfor spisehuset Knud i Hundested

Hos spisehuset Knud, der er opkaldt efter grønlandsfareren Knud Rasmussen, kan I få lækre klassikere, friskfanget fisk og skaldyr.Foto:Nikolaj Danielsen

5. Spis blåmuslinger og hummer på spisehuset Knud

På den anden side af havnebassinet ligger spisehuset Knud, der serverer uprætentiøse klassikere med den slags finesse, der kan løfte ethvert måltid. 

I spiser i afslappede, rustikke omgivelser og kan få blåmuslinger, tatar, smørstegt fisk, og hvad der ellers er på menuen, der skifter med sæsonen.

Som madanmelder Martin Kongstad skrev i sin anmeldelse i Politiken: Hundested har fået en restaurant, som er en omvej værd. 

En kvinde sidder i dynerne og kigger ud i naturen i et surfschack på Lynæs Surfcenter

Sov (næsten) i det fri i de charmerende surfschacks hos Lynæs Surfcenter, hvor I vågner op med den skønneste udsigt over naturen.Foto:Sarah Green

6. Slut dagen af i surfschacks på Lynæs Surfcenter

Når den sidste blåmusling er spist, kan I sige farvel til dagen på madrasserne i surfschacks’ene på Lynæs Surfcenter. Det lille fiskerleje ligger kun ti minutters kørsel fra Hundested, men er et univers i sig selv med surfshop, café, fællesmiddage og de charmerende surfschacks med panoramaudsigt.