Træbro over skovsø i Teglstrup Hegn

Teglstrup Hegn ved Hellebæk - Stille ro i skoven

Foto: Tine Uffelmann
Attraktioner
Naturområder
Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov er et idyllisk skovområde mellem Helsingør og Hornbæk. Gå tur, løb eller tag cyklen med ind mellem bøgetræerne, over skovsøer og til Café Hammermøllen.
Adress

Teglstrup Hegn

3000 Helsingør

Contact

En tur i skoven

Se solstrålerne i bøgeskovens lysning. Mærk den kølige skygge under trækronerne. Find ro på en gåtur, eller brænd energi af på stierne med cyklen eller løbeskoene.

Teglstrup Hegn er et ca. 1000 hektar stort skovområde med bøgetræer, dejlige skovsøer og 500 år gamle egetræer.

Hammermøllen - En kaffepause midt i skoven

Få kilometer inde i skoven ligger Café Hammermøllen. Her kan du holde pause med en kop kaffe og et stykke kage. Spis enten inde i den hyggelige, lavloftede stue, eller ude ved borde og bænke under trækronerne ved den lille skovsø.

Hammermøllen har fået sit navn, fordi den fra 1600-tallet og cirka 200 år frem producerede våben til kongen. Du kan stadig se det store møllehjul på bygningens ene side.

Prøv NaturKulturstien der går fra Hammermøllen til Flynderupgård Museet.

Tag børnene med på naturlegeplads

I udkanten af Teglstrup Hegn ved parkeringspladsen på Gl. Hellebækvej, ligger en skovlegeplads. Her kan du tage børnene med og lade dem gå på balancebomme, klatre i reb og gynge.

Er du til golf, skovsøer eller strand?

Mange stier fører gennem skoven i Teglstrup Hegn. Du kan lade dig føre ind mellem træer, myretuer og irgrønne mosarealer. Du kan gå på buede broer over moser, siv og skovsøer. Eller du kan gå nedad mod havet, stranden og udsigten til Skåne.

Spiller du golf, eller vil du gerne prøve det? I udkanten af Teglstrup Hegn ligger Helsingør Golf Club. Som spiller på golfbanen går du mellem bøg og eg i Teglstrup Hegn.  

Må jeg tage min hund med i Teglstrup Hegn?

Du må gerne tage din hund med i Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov. Du skal dog være opmærksom på, at du ikke må lade hunden gå uden snor alle steder.

  • Du må lade hunden løbe løs i Hellebæk Skov nord for lokalbanen og i Teglstrup Hegn nord for Gl. Hellebækvej.
  • Du skal have hunden i snor i Hellebæk Kohave og Teglstrup Hegn syd for Gl. Hellebækvej.

Andre aktiviteter i Teglstrup Hegn.

500 år gamle ege

Det er ikke mange steder i Danmark, at man kan se de helt gamle, krogede egetræer. Men i Teglstrup Hegn er der flere ege, der er mellem 600 og 500 år gamle. Træerne levede altså også dengang vi afbrændte hekse, alle gik i kirke og Frederiksborg Slot blev bygget.

I dag værner Naturstyrelsen om de gamle træer og deres beboere: Eremitterne. De er truede biller, der bosætter sig i gamle egetræer.

Se andre interessante steder i Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov.

Hvor kan jeg parkere? …og andre praktiske oplysninger

Det er ikke svært at komme ud i skoven, hverken i bil, med tog eller bus.

  • I bil: Der er ni parkeringspladser omkring Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov.
  • Med tog: Tag med Helsingør-Gillelejebanen og stå af på Hellebæk Station eller Højstrup Station.
  • Med bus: Tag bus nr. 842, der kører mellem Helsingør og Hornbæk.

Flere praktiske oplysninger om Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov.

Det kan du opleve i nærheden af Teglstrup Hegn

Selvom det føles, som om du er langt væk, når du går inde mellem træerne i Teglstrup Hegn, er der ikke langt til andre oplevelser.

Helsingør by – Besøg de hyggelige gader i centrum af byen

Kronborg Slot – Fornem historiens vingesus i Christian d. 4s slot

Museet for Søfart – Se kombinationen af moderne arkitektur og historiefortælling, og tag børnene med i Drømmeskibet

Hornbæk – Besøg sommerbyen Hornbæk med den hyggelige lystbådehavn


Adress

Teglstrup Hegn

3000 Helsingør

Facilities

Vandreruter

Mose

Skov

Följ på:

Relaterade produkter

Last updated by
VisitNordsjælland