Fotokonkurrence: Genskab kunsten hos Nivaagaard

Klæd dig ud som et maleri fra Nivaagaards Malerisamling og deltag i konkurrencen om at hænge på en udstilling på museet.

En konkurrence med udklædning

Har du altid drømt om at leve i renæssancen? Eller ville du gerne gå i tøj fra guldalderen? Nu har du (stort set) chancen.

Vær med i Nivaagaards Malerisamlings konkurrence om at genskabe kunsten. Du skal ikke bruge andet end det billede, du gerne vil genskabe, nogle kreative udklædningsidéer og et kamera.

Tre kategorier

Du kan deltage i tre kategorier: Landskabsbilleder, Opstillinger og Familieportrætter. De repræsenterer hver især en periode i historien, som du kan opleve på Nivaagaards Malerisamling, nemlig renæssancen, barokken og guldalderen.

Der skal findes tre vindere af præmien

Den 9. april får du besked, hvis du er blandt de tre heldige vindere. Som præmie bliver vinderbillederne hængt op i Nivaagaards Malerisamlings havefoyer og indgangsparti til museets forårsudstilling ’En skønsom blanding’.

Det skal du gøre for at deltage

Find et billede i Nivaagaards onlinesamling og genskab det. Du kan indsende dit billede fra februar til den 5. april 2021.